Date: prev next · Thread: first prev next last


Først og fremmest vil jeg starte med at takke alle jer, som har bidraget
til LibreOffice på forskellig vis.

Året 2015 blev noget anderledes end tidligere år, naturligvis fordi vi
formåede at afholde årets internationale LibreOffice konference i Danmark.
Stor tak til de der hjalp til, og specielt til Aarhus Kommune som stillede
fantastiske ressourcer til vores rådighed. Også tak til Open Space Aarhus
og Ubuntu Danmark for deres indsats.

Det betød for det første at vi fik Danmark sat på verdenskortet, men
desværre også at rigtig mange ressourcer blev brugt på det, og ikke på
oversættelse.

Resultatet blev, at vi ikke nåede i mål med oversættelse af version 5.0,
hvilket jeg beklager meget. Selv havde jeg en "krise" i månederne efter
konferencen, hvor jeg simpelthen havde brug for at tage en pause. Jeg har
også valgt at takke nej til yderligere engagement i det internationale
fællesskab, som jeg i flere omgange er blevet opfordret til at blive en del
af.

Status lige nu er, at vi er færdige med at oversætte både GUI og Hjælp til
version 5.0. Version 5.1 er godt på vej, og GUI'en er næsten oversat. Der
mangler kun godkendelse og behandling af nogle hundrede ord. Vi er begyndt
at oversætte hjælpen også, men her ligger der altså en meget stor opgave
foran os. Lige nu mangler næsten 20.000 ord.

Jeg vil gerne bede alle om at hjælpe til, så vi denne gang kan være foran i
stedet for bagud.

Det står klart for mig, at hvis vi skal opretholde vedligeholdelsen af
dansk LibreOffice skal vi have nogle flere engagerede mennesker med. Jeg er
derfor utrolig glad for at Jeppe Bundsgaard har fået lavet en bedre
"velkomst" ( http://da.libreoffice.org/tag-del-i-arbejdet/ ), og også fået
lavet en opdatering af vejledningen (
https://wiki.documentfoundation.org/Language/Pootle/da ). Stor tak til
Jeppe for indsatsen.

Ud over det, så er status desværre at vi reelt kun lige netop kan holde liv
i projektet. Der sker lidt på sprogværktøjer, hvilket alene skyldes en stor
personlig indsats fra Esben Aaberg. Esben har igennem en lang årrække taget
ansvar for både stavekontrol, synonymordbog og til dels også
grammatikkontrol. Esben kan godt bruge noget hjælp, så hvis nogen kender
nogen, så er der plads til en assistent. Personligt synes jeg det er
ærgerligt at vi ikke er kommet videre med grammatikkontrollen, men det
forudsætter at der er en, som vil tage ansvaret og blive tovholder. Esben
og jeg har ikke ressourcerne til det.

Jeg har igennem næsten ti år (det er ikke løgn) udsendt et månedligt
nyhedsbrev, som også er tilgængelig på internettet. Det er en opgave som
jeg forventer at fortsætte med, men jeg kan godt bruge input og inspiration
fra jer andre. Det kan ske ved at I skriver artikler eller måske hjælper
med layout af nyhedsbrevet. Jeg hører gerne fra evt. interesserede.

De seneste mange år er det mig som har "kørt" projektet. Sådan behøver det
ikke være, og jeg kunne godt tænke mig at en eller flere af jer byder ind
med initiativer. Specielt har vi brug for personer som kan tage ansvar og
være ankermand (beklager, men der er pt. kun 'mænd' i vores fællesskab).

Ideer og initiativer er altid velkomne. Byd ind og råb op. Alle har ret til
at komme med ideer og nye initiativer.

Hvad 2016 vil byde på?

Masser af arbejde, specielt med hensyn til at holde oversættelsen vedlige.
Men jeg er optimistisk, og det skal vi sikkert nok klare. På det
organisatoriske område vil jeg og et par af hjælperne fra konferencen komme
med forslag om foreningsstiftelse i 2016. Baggrunden er konkret at vi havde
økonomisk overskud, og at vi lige nu har penge stående på en privat konto.
Det er ikke acceptabelt, og vi SKAL hurtigst muligt etablere en forening,
eller evt. sende pengene videre. Men det kommer vi tilbage med i det nye år.

Endnu en gang vil jeg sige tak for hjælpen, og ønske alle et godt nytår.


De bedste nytårshilsner fra

Leif Lodahl

-- 
Send en e-mail til dansk+unsubscribe@da.libreoffice.org for instruktioner om hvordan du ophæver dit 
abonnement
Problemer? http://da.libreoffice.org/kontakt-os/postlister/
Posting guidelines + more: http://wiki.documentfoundation.org/Netiquette
Listens arkiv er tilgængelig på http://listarchives.libreoffice.org/da/dansk/
Alle beskeder du sender til listen bliver publiseret her og kan ikke efterfølgende slettes

Context


Privacy Policy | Impressum (Legal Info) | Copyright information: Unless otherwise specified, all text and images on this website are licensed under the Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 License. This does not include the source code of LibreOffice, which is licensed under the Mozilla Public License (MPLv2). "LibreOffice" and "The Document Foundation" are registered trademarks of their corresponding registered owners or are in actual use as trademarks in one or more countries. Their respective logos and icons are also subject to international copyright laws. Use thereof is explained in our trademark policy.